Dalai Lama: Tiden med lærdes genfødsler er ovre

Dalai Lama foreslår, at systemet med tibetanske buddhistiske lærdes genfødsler forlades. Hvis det sker, får det store konsekvenser for tibetansk buddhisme, vurderer ph.d. Jesper Østergaard

I en tale til studerende kom den 14. Dalai Lama for nyligt med en overraskende udmelding. Talen blev holdt den 25. oktober i Dharamsala, Indien, hvor Dalai Lama og den tibetanske eksilregering holder til. Siden er talen blevet diskuteret i diverse sociale fora for buddhister og buddhisme-interesserede.

Dalai Lama blev spurgt, hvordan traditionelle værdier i lyset af moderne uddannelser og videnskab stadig kan videreføres og fornyes. Dalai Lama svarede, at kulturer og traditioner er foranderlige og varierer i tid og rum. Det kan næppe vække nogen debat. Men så kom Dalai Lama med et eksempel fra sin egen tradition, nemlig tulku-systemet i tibetansk buddhisme.

Den nuværende praksis med genfødsel

En tulku er en bevidst genfødt lama, der gennem sin religiøs indsigt kan kontrollere tid, sted og krop for sin næste genfødsel. Når en tulku dør, venter man gerne et par år, hvorefter man så leder efter den næste genfødsel. Man kender det fra Dalai Lama selv, hvor den nuværende er den fjortende Dalai Lama i en række af tretten tidligere Dalai Lama’er, der går mere end 500 år tilbage.

Et stykke tid efter en Dalai Lama dør begynder man eftersøgning efter den nye, som altså betragtes som en reinkarnation af den tidligere. Gennem tiden har der været hundredvis af tulku-linjer, hvor man har søgt efter reinkarnationer af afdøde lamaer. Nye linjer opstod, andre døde ud af forskellige årsager.

Dalai Lama har tidligere nævnt muligheden for, at linjen af Dalai Lama’er måske burde stoppes eller i det mindste reformeres. Det nye er, at han nu foreslår muligheden for, at hele systemet forlades. Det kan han ikke alene bestemme, for formelt set er han kun overhoved for én af flere skoler i tibetansk buddhisme, men hans stemme fylder meget, og hans argumentation bliver hørt.

Dalai Lama nævner korrekt, at tulku-systemet er en tibetansk tradition. Det fandtes ikke i den tidligere indiske buddhisme. Det er også hans begrundelse for, at hans egen linje af reinkarnationer måske slutter ved ham selv. Det blev skabt af mennesker og kan stoppes af mennesker.

Som meget andet, hvor mennesker er involveret, kan der være brodne kar. Der er, ifølge Dalai Lama, vidunderlige tulku’er, mens andre er en skændsel. Sidstnævnte misbruger deres position uden at bruge tid på studier af og praksis i buddhismens lære. Derfor vil han tilbage til buddhismen før tulku-systemet.

Tulku’er er Tibets royale

Den tibetanske buddhisme har fungeret i århundreder før tulku-systemet startede, og tibetansk buddhisme er langt mere end en gruppe genfødte lama’er. Men det vil kræve en hel del institutionelle forandringer, hvis det stoppede.

Klostre kan i dag få deres betydning gennem den bosiddende tulku, religiøs karisma videreføres gennem en linje af tulku’er, pilgrimssteder får tilført religiøs energi, når en tulku besøger stedet, og mange har deres fortrukne tulku som deres vigtigste religiøse autoritet.

På mange måder ligner det de royale i Vesten - nogle arver karisma, magt og privilegier. Den magt og de privilegier, der følger med at blive tulku, får ligefrem Dalai Lama til at sige, at tulku-systemet er koblet til ”et feudalt system”.

Tidspunktet for og ordvalget i Dalai Lamas udtalelse er næppe tilfældigt. Som nævnt har han i flere år udtalt sig om sin egen eventuelle bevidste genfødsel, en genfødsel som for den 84-årige Dalai Lama nok ikke er årtier ude i fremtiden.

Når han dør, og når andre tuklu’er dør, er der mange interesser, der gerne vil have indflydelse på næste reinkarnation - heriblandt de kinesiske myndigheder, som er klar over, hvor stor indflydelse en tulku og i særdeleshed en femtende Dalai Lama kan have. Når Dalai Lama kalder tulku-systemet for feudalt, gentager han den kommunistiske kritik af buddhismen og siger samtidig, at de kinesiske myndigheder bør holde sig fra indblanding.

For nogen er tulku-systemet, ligesom kongemagten, et gammeldags og feudalt system, som bør forlades, mens det for andre er kernen i deres tilknytning til buddhismen, og for andre igen kan være vejen til magt og indflydelse.

Men så længe, der både er religiøse og politiske interesser i at opretholde systemet, og så længe, der udvælges nye tulku’er, er det nok som med de royale i Vesten. De forbliver royale, men får mindre og mindre magt. For nogen er det royale en vigtigt faktor, mens de for andre er det betydningsløst og gammeldags.

Jesper Østergaard er ph.d. i religionsvidenskab om tibetansk buddhisme og adjunkt ved Aarhus HF & VUC. Han skriver analysen ved religion.dk.