Hvorfor har troende en bedre arbejdsetik ifølge Weber?

En læser vil blive klogere på, hvorfor troende skulle have en bedre arbejdsetik ifølge den tyske tænker Max Webers teori om protestantisk arbejdsetik. Teolog Bjarne Lenau Henriksen forklarer

Spørgsmål:

Kære Kristendom.dk

Tak for nogle ofte meget indsigtsfulde spørgsmål og svar.

Jeg skriver med et spørgsmål, som jeg har kigget på længe - uden at blive særlig meget klogere.

Det drejer sig om Webers protestantiske arbejdsetik. Jeg har læst bogen uden at blive helt skarp på svaret.

Det jeg ikke kan gennemskue er, hvad der er i protestantismen, der gør, at de troende skulle have en bedre arbejdsetik end eksempelvis katolikker.

Som jeg forstår det, så er det spørgsmålet om prædestination, der er den afgørende forskel. At protestanter ved, at Gud på forhånd har truffet et valg om deres frelse - og at Gud i øvrigt ikke gav andre tegn på, at man var udvalgt.

Men der var i sin tid en opfattelse af, at hårdt arbejde og en beskeden livsstil var et udtryk for, at man netop var udvalgt, og derfor opfattede folk/troende det som ønskværdigt, at have netop sådan en livsstil - og arbejde hårdt.

Det giver for så vidt god mening. Men omvendt burde netop prædestination - og erkendelsen af, at ens skabe var afgjort på forhånd - vel motivere til det modsatte. Nemlig, at man kunne opføre sig som man ville, fordi man hverken kunne gøre fra eller til.

Jeg har overset noget, men jeg ved ikke hvad.

Det håber jeg, at I måske kan hjælpe mig med.

Med venlig hilsen

Jakob

Svar:

Kære Jakob,

Når Max Weber anvender ordet protestantisme, er det Jean Calvin og den reformerte kirke, han forholder sig til. Den reformerte kirkes arbejdsetik er grundlaget i Webers arbejde med den kapitalistiske kultur. Martin Luthers arbejdsetik har derimod i sig selv ikke den store betydning for Webers udvikling af hans arbejde med kapitalismens ånd.

I Luthers arbejdsetik skal det enkelte menneske arbejde i kald og stand til gavn for næsten og dermed for samfundet. Gode gerninger - som for eksempel at passe sit arbejde i kald og stand- har udelukkende betydning i næstekærlighedens perspektiv. Den enkeltes arbejde har ikke egeninteresse og privat fortjeneste som mål, men sigter mod den fælles nytte. Det lutherske menneske lever ikke individuelt for sig selv, men relationelt for de andre.

Menneskets gudsforhold hører hjemme i den private religiøse tro. Mennesket frelses af troen alene og ikke af gode gerninger, hvilket Luther understregede gang på gang. Men den tro, der én gang har frelst, får naturlige konsekvenser og bærer frugt, som manifesterer sig i gode, ufrelsende gerninger, som har næsten og samfundet som omdrejningspunkt. Derfor er arbejdet ikke et mål i sig selv, men en gave og et krav fra Gud med henblik på næstekærlighedens fremme.

I Calvins arbejdsetik er penge et privat og obligatorisk succesparameter, som det enkelte menneske kan anvende til at identificere tegn på, at det er udvalgt og forudbestemt af Gud til det evige liv eller den evige fortabelse. Mennesket kan ikke dokumentere sin frelse, og den kan ikke bevises objektivt som en indiskutabel kendsgerning, men kun antydes subjektivt som et tegn.

Jo større succes menneskets stræbsomme, flittige, beskedne og hårdtarbejdende liv har med vedvarende økonomisk akkumulationer, hvor pengene ikke skal omsættes i øget forbrug og vellevned, men fortsat skal formere sig, desto større er oddsene for den forudbestemte frelse. Pengene er i den calvinske arbejdsmoral til for sig selv for at blive til flere af sig selv og dermed et godt jordisk tegn på, om man er udvalgt til det evige liv eller er henvist til den evige død. Man puger ikke penge sammen for samfundets og medmenneskets skyld, men for sin egen frelses-visheds skyld.

Hverken hos Luther eller Calvin kan mennesket selv bidrage til frelsen, men ved sin fokuserede indsats i det verdslige liv kan calvinisten arbejde de tegn frem, der giver ham vished om, at han hører til de kaldede, udvalgte og prædestinerede frelste. Ved sin fokuserede indsats i det verdslige liv kan mennesket selv skabe de eftertragtede tegn, der sandsynliggør, at det er forudbestemt til frelsen.

Vedvarende pengeakkumulation bliver hos Calvin midlet til at opnå erkendelse af vished-tegnet, mens det lever. Dermed bliver tegnet også mål og mening med livet. Paradiset og dets evige liv og menneskelige indhold er suverænt defineret af Gud. Men menneskets vækstende og dermed succesrige økonomiske aktiviteter er en fortælling om sandsynligheden for fremtidigt fuldgyldigt medlemskab af og deltagelse i Det evige Liv.

Calvinisten bliver nødt til at knokle for at kunne se dette tegn. Derfor kan han ikke lade syv og fem være lige og falde hen i jordisk, apatisk dovenskab og ligegyldighed over for Gud, han gerne vil kigge i kortene. Der skal godt nok ikke arbejdes åndeligt for frelsen. Men der skal arbejdes økonomisk for frelses-tegnet! Calvin har intet religiøst eller sakramentalt pant på frelsen, men drives af en almen kendt fortabelsesfrygt, der styrer den calvinske arbejdsetiske proces med henblik på optimering af pengesummen og dermed tegngivningen.

Jeg opfatter de eftertragtede calvinske visheds-tegn som en form for håbsteologi. Tegnene er kun tegn og ikke definitiv frelsesvirkelighed. Fortabelsesfrygtens jordiske regime fortsætter med hårdt og succesrigt arbejde med henblik på fremskaffelsen af visheds-tegnene. Det er en never ending process.

På tros-planet må Calvin have tillid til Guds dom, selv om han ikke forstår den, når han til aller sidst står ganske alene på Herrens Mark og får domsafgørelsen overbragt af den Gud, som altid har kendt til resultatet af sin egen beslutning.

Men rygtet går stadigvæk, at Calvin følte sig ret sikker på en plads blandt de prædestinerede.

Venlige hilsener
Bjarne Lenau Henriksen
Teolog, fængselspræst og tidl. chef for Kirkens Korshær

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.