Anden påskedag

Anden påskedag er en helligdag i Danmark, og mange danskere holder derfor fri fra arbejde eller skole. Parker rundt omkring i landet fyldes ofte med glade mennesker, hvis man er så heldig, at forårssolen titter frem. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Anden påskedag er påskens sidste dag og falder altid mandag efter påskedag. For mange danskere er påsken forbundet med ekstra fridage, påskefrokoster og familietid. Men hvad skete der anden påskedag, siden det er en kristen helligdag? Få svar her

Anden påskedag er en helligdag i Danmark. Dagen forinden - på påskedag - var Jesus genopstået, efter han døde på korset langfredag.

Men hvorfor fejrer kristne anden påskedag? Læs mere her.

Indhold

  • Hvad skete der anden påskedag?
  • Hvorfor er anden påskedag en helligdag?
  • Hvad kommer efter anden påskedag?
  • Hvornår er det anden påskedag?

Hvad skete der anden påskedag?

Påsken er den vigtigste højtid i kristendommen. Under påsken fejrer kristne Jesu død og genopstandelse.

Bibelen beskriver egentlig ikke, hvad der skete dagen efter Jesu genopstandelse, og det er heller ikke begivenheder denne dag, der er årsag til, at dagen nu afholdes som en helligdag i Danmark og mange andre lande.

Jesus kom til live igen påskedag efter sin død på korset langfredag, og det er på grund af den mirakuløse begivenhed, som genopstandelsen ifølge kristne var, at man fejrer anden påskedag. Det er simpelthen for at forlænge festlighederne af påskedag.

Matthæusevangeliet og Markusevangeliet stopper kort efter Jesu genopstandelse, men i Johannesevangeliet og Lukasevangeliet kan man læse lidt mere om, hvad der skete efter opstandelsen.

I Johannesevangeliet står, at Jesus viste sig for sine disciple flere gange efter genopstandelsen, og Lukasevangeliet, at han forberedte disciplene på at skulle ud og forkynde det kristne budskab.

I Apostlenes Gerninger kan man også læse om tiden efter Jesu genopstandelse. Her står også, at Jesus viste sig flere gange for sine disciple og talte med dem om Guds rige, indtil han 40 dage efter genopstandelsen steg til himmels. Himmelfarten markeres nu på Kristi himmelfartsdag.

Hvorfor er anden påskedag en helligdag?

Påsken er for mange kristne den vigtigste højtid på året, blandt andet fordi man mindes, at kristne igen fik evigt liv.

Da Gud skabte Adam og Eva, fortalte Gud ifølge Det Gamle Testamente, at de ville dø, hvis de spiste af kundskabens træ. Adam og Eva spiste som bekendt af træet, og derefter levede mennesker ikke længere et udødeligt liv, men et liv i synd.

Synden skulle menneskene bøde for, og bøden var døden.

Men da Jesus genopstod, trodsede han døden og gav igen evigt liv til menneskene.

Kristne mener, at Jesu død var et offer for menneskets synder. Det var en slags forsoning for dengang Adam og Eva spiste af kundskabens træ.

Nogle kristne mener, at man gennem troen alene kan få forladelse for alle ens synder, og leve et evigt liv i himlen på grund af Jesu offer.

Troen på et evigt liv i himlen er en helt central del af den kristne tro, og netop derfor er påsken så vigtig.

På grund af påskens betydning i den kristne tro, bruger mange lande en ekstra dag på at fejre den, og derfor er anden påskedag også en helligdag i Danmark

Før i tiden har der endda været en dag, der hed tredje påskedag. Den blev dog afskaffet ved en helligdagsreform i 1770.

Hvad kommer efter anden påskedag?

Efter Jesus genopstod påskedag, blev han på jorden i 40 dage, hvorefter han steg til himmels på Kristi himmelfartsdag.

I første kapitel i Apostlenes Gerninger står, at Jesus steg til himmels, efter han havde fortalt sine disciple, at de skulle blive i Jerusalem og vente på, at Helligånden ville komme.

Helligåndens kommen fejrer man ved pinse. Ifølge Apostlenes Gerninger kom Helligånden pludseligt med en kraftig lyd fra himlen.

Helligånden er en del af den kristne treenighed.

LÆS OGSÅ:De kristne højtider

Hvornår er det anden påskedag?

Påsken kommer ikke samme tid hvert år, men den falder altid i marts eller april.

Reglen er, at påskedag falder første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Dagen efter påskedag er anden påskedag.

Sådan falder anden påskedag de kommende år

  • 2022 18. april
  • 2023 10. april
  • 2024 1. april
  • 2025 21. april
  • 2026 6. april
Krucifikset er et fast inventar i kirker landet over. Begivenhederne omkring Jesu død og genopstandelse er nemlig nogle af de vigtigste begivenheder i den kristne tro, og derfor fejrer man også anden påskedag for at forlænge markeringen af disse begivenheder. Foto: Mateus Campos Felipe/Unsplash
Anden påskedag er dagen efter Jesus genopstod fra døden. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix